Tilmeld nyhedsbrev
Så holder vi dig opdateret.

Tid til at sætte to streger under 2023

Det er den tid på året, hvor ca. en halv mio. virksomheder skal afslutte og opgøre resultatet for 2023, og oplyse det til Skattestyrelsen.

Det er en opgave, man ikke kan komme udenom, hvis man har egen virksomhed eller er regnskabsansvarlig i en virksomhed. Så hvorfor ikke se positivt på det og påskønne det at afslutte noget, at sætte flueben og to streger under det forgangne år. Og så kunne fokusere på alt det, der sker her og nu.

Hvis man kan se det som ’guleroden’, så er ’pisken’, som de fleste nok gerne vil undgå, at en virksomhed skal betale et skattetillæg, når fristen overskrides – på 200 kr. pr. dag.

Undgå typiske fejl, og find anden hjælp på skat.dk/oplysnu

For dig, der stadig mangler at oplyse, og som måske synes, det er lidt svært, har Skattestyrelsen samlet den mest relevante vejledning på skat.dk/oplysnu – både til dig, der har et selskab og dig, der har en personligt ejet virksomhed. Her kan du også læse om de mest typiske fejl, eller misforståelser, som Skattestyrelsen ser hos mange virksomheder:

  • Glemmer at oplyse, fordi man har lukket virksomheden eller ikke har haft omsætning i 2023
  • Trækker udgifter fra, som er private, eller af anden grund ikke er fradragsberettigede
  • Misforstår aftalen med revisor om; hvem gør hvad?

Brug evt. lidt tid på at blive klogere på disse emner, så din virksomhed undgår at lave de samme fejl.

Derudover er det en god idé at gå i gang i god tid, da det at få orden i regnskabet og bogføringen kan tage lang tid, og derfor kan være grund til, at man ikke når at oplyse indenfor fristen.

Er du nystartet virksomhed, har du måske brug for ekstra hjælp

Skattestyrelsen kan se, at det især er de nystartede virksomheder, der ikke får indberettet til tiden – faktisk er det op imod 14 pct. af de nystartede virksomheder, som ikke indberetter indenfor fristen. Grunden til dette kan netop være nogle af de tre misforståelser, vi ser ovenfor. Men derudover ved Skattestyrelsen, at der er meget at sætte sig ind i for en nystartet virksomhed, både mht. frister, regnskab, bogføring osv. Spørg evt. din revisor til råds.

Derfor har de også et særligt site til nystartede, hvor man kan få hjælp til de forskellige administrative opgaver, der følger med at have egen virksomhed: skat.dk/start-up. Besøg sitet her:

Oplysningsfristen for hhv. selskaber og personlig ejet virksomheder

  • 1. juli for personligt ejet virksomhed, PMV’er og interessentskab (I/S)
  • 30. juni for selskaber, hvis regnskabsår følger kalenderåret (ApS og A/S) (Indberetning frem til 1. juli kl. 9 er rettidig)
Facebook
Twitter
LinkedIn