Skattestyrelsen oplever i øjeblikket udfordringer med at modtage data i forbindelse med implementeringen af et nyt EU-direktiv, der pålægger digitale platforme at indberette indtægter fra udleje af f.eks. en feriebolig eller en bil. Denne gruppe af borgere får nu til 1. juli i år til at rette årsopgørelsen for 2023.
Et nyt EU-direktiv (DAC7), der trådte i kraft 1. januar 2023, pålægger digitale platformsoperatører at indberette oplysninger om deres brugere til skattemyndighederne. Oplysningerne skal gøre det muligt for skattemyndighederne i EU at udveksle oplysninger om platformenes brugere og få indblik i de beløb, brugerne tjener via platformene. Det drejer sig f.eks. om udlejning af fritidsbolig, udlejning af værelser i en helårsbolig, udlejning af helårsbolig, samt udlejning af transportmidler; biler, både eller campingvogne.
Skattestyrelsen oplever lige nu, at enkelte platformsoperatører og en række europæiske skattemyndigheder har problemer med at indsende/udveksle oplysninger om platformsbrugere til styrelsen. Derfor er der borgere, som er berettiget til et fradrag baseret på disse indberetninger, der ikke kan overholde fristen for at rette årsopgørelsen, der udløber på onsdag 1. maj 2024.
Derfor udskydes fristen for at rette årsopgørelser for denne gruppe af borgere til 1. juli 2024.