ViDA er en ambitiøs plan fra EU-kommissionen, som blev vedtaget i foråret 2025, med det formål at modernisere og digitalisere momssystemet på tværs af EU. Målet er at skabe et mere effektivt og gennemsigtigt momssystem. ViDA er altså et EU-direktiv, som betyder, at al samhandel business to business skal foregå via e-fakturering – en pendant til det danske EAN-nummer-system, som særligt anvendes i det offentlige.
Foreningen Danske Revisorer har et par repræsentanter med i arbejdsgruppen for ViDA i Danmark. Her sidder de sammen med andre store erhvervs- og brancheorganisationer for at tale SMV-segmentets sag. FDRs repræsentanter er Carsten Hedegaard Fohlmann, direktør og revisor FDR hos Contar ApS samt formand for FDR og Søren Engers Pedersen, momsrådgiver. FDRs to repræsentanter i arbejdsgruppen kommer med input til, hvordan systemet kan blive både brugbart, forståeligt og tilpas pædagogisk uden, at SMV-segmentet skal ud at ofre alt for meget tid og alt for mange penge og kræfter på at blive i stand til at overholde de kommende love og regler på området, når EU-direktivet træder i kraft.
Danske Revisorer har interviewet FDRs to repræsentanter og kan efter samtalen med Søren Enges Pedersen og Carsten Hedegaard Fohlmann konkludere, at virksomheder i Danmark i de kommende år vil opleve en overgang til en mere digitaliseret og automatiseret måde at håndtere moms og fakturaer på. Det kræver vidensdeling, tilpasning af eller investering i systemer, oplæring og justering af processer – alt sammen så EU-direktivet kan efterleves.
Foreningen Danske Revisorer bliver løbende opfordret til at komme med input til ViDA. Både Carsten Hedegaard Fohlmann og Søren Engers Pedersen opfordrer medlemmer af Foreningen Danske Revisorer til at tage kontakt til sekretariatet, hvis man kunne tænke sig at bidrage med input til diverse spørgsmål fra arbejdsgruppen for ViDA.
Læs hele artiklen her.
Skrevet af tekstforfatter Susanne Holm, susanneholm.dk