Hvis din virksomhed får en e-mail fra Dansk Virksomhedsregister eller en lignende afsender, skal du blot slette mailen.
Afsenderen indsætter offentligt tilgængelige oplysninger om din virksomhed fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), der kan få indholdet til at se troværdigt ud. Men der er tale om svindel. I e-mailen opkræves betaling for virksomhedens fortsatte registrering, men husk at det er gratis at stå i CVR.
Erhvervsstyrelsen opkræver dog gebyr for stiftelse og ændringer i selskaber, f.eks. A/S, ApS og VMBA’er. Personligt ejede virksomheder eller frivillige og almindelige foreninger er gratis at registrere.
Erhvervsstyrelsen har indberettet svindelen til Forbrugerombudsmanden og haft kontakt til Politiet om sagen, men det er ikke lykkedes at stoppe disse e-mails.
Erhvervsstyrelsen henvender sig primært gennem Digital Post. Evt. gebyrer opkræves altid gennem virksomhedens eller foreningens digitale postkasse og aldrig pr. e-mail.