Borgere, der udlejer bolig, bil eller båd via en digital platform, får med ny lovgivning lempet betingelserne for at anvende et højere bundfradrag i beregning af deres skattepligtige indtægt. Lempelsen gælder for årene 2023, 2024 og 2025.
Den 9. januar 2025 vedtog Folketinget et lovforslag, der med tilbagevirkende kraft lemper betingelserne for at anvende et højere bundfradrag på indtægter fra udleje af bolig, bil eller båd via digitale platforme. Loven gælder for indkomstårene 2023-2025, og det er fortsat et krav, at udlejningen er sket gennem en indberetningspligtig platform.
Baggrunden for det vedtagne lovforslag er udfordringer med automatisk udveksling af oplysninger mellem en række platforme og skattemyndigheder i andre EU-lande, der er opstået med implementeringen af EU-direktivet DAC7. Udfordringerne har betydet, at Skattestyrelsen for nogle borgeres vedkommende ikke har modtaget de oplysninger, der er en betingelse for, at de pågældende borgere har kunnet opnå ret til anvendelse af relevante bundfradrag.
Med det netop vedtagne lovforslag er det ikke længere en betingelse, at der er indberettet eller udvekslet oplysninger med de danske skattemyndigheder. Det vil således midlertidigt for indkomstårene 2023-2025 være tilstrækkeligt for at kunne anvende de højere bundfradrag, at udlejeren har anvendt en indberetningspligtig platform og kan dokumentere dette.
Sådan gør man
Berørte borgere, der efter lovændringen har ret til at anvende et højere bundfradrag, kan rette årsopgørelsen for 2023 i TastSelv. For indkomståret 2024 kan årsopgørelsen ændres, når den bliver tilgængelig i marts 2025. Og for indkomståret 2025 kan forskudsopgørelsen allerede nu rettes i TastSelv.
Hvis Skattestyrelsen allerede har modtaget de oplysninger, der er nødvendige, for at borgere kan anvende det højere bundfradrag, vil oplysningerne fremgå i borgernes skatteoplysninger i TastSelv på skat.dk.