Tilmeld nyhedsbrev
Så holder vi dig opdateret.

For høje indefrysningsbeløb på forskudsopgørelsen

For en stor gruppe boligejere er der indregnet et større indefrysningsbeløb i deres forskudsopgørelse end tilsigtet. Derfor vil de få en opdateret forskudsopgørelse for 2026. Fejlen forventes at være rettet, inden der udbetales løn i slutningen af januar, og dermed vil den for de fleste ikke få betydning.
 
Som en del af boligskatteomlægningen kan landets boligejere vælge at indefryse dele af deres ejendomsskat med et indefrysningslån på forskudsopgørelsen. Det er en ordning, som mange boligejere benytter sig af.

Desværre er der sket en beregningsfejl i systemet bag forskudsopgørelsen for 2026, så en stor gruppe boligejere aktuelt får vist et større indefrysningsbeløb, end de skal have. For langt de fleste er der tale om relativt små beløb, og samlet set er omkring en million boligejere berørte af fejlen. De vil derfor få en ny forskudsopgørelse med et korrekt indefrysningsbeløb.

Boligejerne behøver ikke foretage sig noget aktivt. De vil få en besked, når den nye forskudsopgørelse er klar.

Vurderingsstyrelsen beklager den forvirring, det kan medføre. 

På forskudsopgørelsen kan boligejerne se, hvor meget de forventes at låne i 2026. På baggrund af beløbets størrelse, kan boligejerne beslutte, om de vil have lånet eller ej. Boligejerne kan til- og fravælge indefrysningslånet på deres forskudsopgørelse frem til den 31. december 2026.

Der er samtidig en gruppe på omkring 36.000 boligejere, hvor det aktuelt beregnede indefrysningsbeløb er korrekt. De vil fortsat få de korrekte lån tilbudt, men forventeligt først senere i 2026, når deres indefrysningsbeløb er genberegnet. Herefter vil de få et tilsvarende fradrag fordelt over de resterende måneder i forskudsåret. Det hele sker automatisk. Samlet set vil boligejerne altså betale den korrekte skat i 2026. De kan også – hvis de ønsker det – helt fravælge lånene.

Boligejere, der ønsker vejledning eller har spørgsmål, er velkomne til at kontakte Vurderingsstyrelsen.

Facebook
Twitter
LinkedIn