Vurderingsstyrelsen er gået i gang med udsendelsen af de endelige 2021-vurderinger af erhvervsejendomme. Det er første gang i mere end 10 år, ejerne af landets butikker, produktionsvirksomheder, andelsboliger, rekreative arealer og andre øvrige ejendomme modtager en endelig vurdering.
Udsendelsen af de endelige vurderinger for erhvervsejendomme er et stort skridt i implementeringen af det nye vurderings- og beskatningssystem. Vurderingsstyrelsen har, siden de sendte de foreløbige vurderinger ud i 2023, foretaget en løbende kvalitetssikring, som har forbedret grundlaget for de endelige vurderinger, som ejerne nu modtager.
I det nye vurderingssystem, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2021, for erhvervsejendomme, fastsættes alene en grundværdi som beskatningsgrundlag, og der beregnes ikke længere ejendomsværdier. Grundværdien vil ikke nødvendigvis svare til en egentlig handelspris, men beregnes med udgangspunkt i salgspriser for ejerboliger. Det har en ekspertgruppe nedsat af Folketinget anbefalet, fordi der handles for få erhvervsejendomme- og grunde til at skabe et solidt datagrundlag.
Grundværdien tager således udgangspunkt i grundværdien for en ejerbolig, som nedskaleres, så værdien afspejler erhvervsanvendelsen.
Mange vurderinger vil helt naturligt stige, bl.a. fordi der ikke er lavet nye vurderinger i mange år. Samtidig er den grundskyldspromille, som opkræves, sat markant ned i forhold til tidligere. Det forventes at medføre, at omkring halvdelen af erhvervsejendommene ender med at skulle betale mindre i grundskyld.
Når erhvervsejendomme bliver vurderet, tager Vurderingsstyrelsen højde for, hvordan grunden anvendes og udnyttes bedst muligt økonomisk set. Dermed beskattes ejendommen som udgangspunkt ud fra dens potentiale. I den forbindelse ser Vurderingsstyrelsen også på, om de muligheder for anvendelse og udnyttelse, der er beskrevet i f.eks. plangrundlaget, reelt er realistiske ud fra markedsforholdene.
Målet er at sikre mere ensartet beskatning på tværs af landsdele og de mange forskellige typer af ejendomme, som ikke er almindelige ejerboliger.
I de tilfælde, hvor grundskylden alligevel stiger, gælder en stigningsbegrænsning på 4,75 procent, som sikrer, at stigningen sker gradvist over en periode på op til 20 år fra 2025. Der gælder en lempeligere stigningsbegrænsning for almene boliger.
I nogle kommuner betaler ejeren foruden grundskyld også dækningsafgift. Ejere har her haft mulighed for at fastholde den nuværende dækningsafgift i 2024 og 2025 og først betale eventuelle stigninger som en efterregulering i 2026 på baggrund af den endelige vurdering, som nu er på trapperne.
Vurderingsstyrelsen står klar med råd og vejledning
Vurderingsstyrelsen er opmærksom på, at det ikke har været en let borgerrejse, fordi de endelige vurderinger har været forsinkede – og fordi metoden for erhvervsvurderingerne er ny.
Derfor er det vigtigt, at ejendomsejerne føler sig godt vejledt, når de får deres foreløbige – og nu endelige – vurderinger. Alle ejendomsejere opfordres derfor til at kontakte Vurderingsstyrelsen, hvis de har brug for vejledning eller spørgsmål til deres vurdering.
Man kan klage over den endelige vurdering
De endelige vurderinger, der nu er på vej ud, giver ejendomsejerne mulighed for at gøre indsigelse eller klage i tilfælde af fejl eller mangler i vurderingen.
Modsat de foreløbige vurderinger, er de endelige vurderinger manuelt sagsbehandlet og kvalitetssikret. Men selvfølgelig kan der også fremadrettet være fejl i f.eks. det datagrundlag, der ligger til grund for vurderingen, og så skal man reagere. Man kan altid ringe til Vurderingsstyrelsen, hvis man har brug for vejledning.
Deklarationer og vurderinger udsendes i puljer, og næste udsendelse forventes udsendt i februar. Læs om processen her.