Skattestyrelsen har udviklet en digital blanket, du skal bruge, når du søger om fritagelse for dansk skattetræk. Du kan finde blanketten på Skat.dk/flytter-fra-Danmark. Blanketten kan udfyldes af arbejdsgiver, rådgiver eller ansøger.
På blanketten kan du se, hvilken dokumentation du skal indsende, for, at Skattestyrelsen kan behandle ansøgningen.
Du skal udfylde én blanket pr. ansøger.
Kontakt Skattestyrelsen inden ansøgning
Vær opmærksom på, at Skattestyrelsen først kan behandle en ansøgning om fritagelse for dansk skattetræk, når ansøgers skattepligt er afklaret. Det er alene Skattestyrelsen, der kan afgøre skattepligten.
Kontakt Skattestyrelsen på tlf. 72 22 28 92 tidligst en uge efter, at medarbejderen er frameldt Folkeregistret på borger.dk.
Inden du ringer, er det en god idé at læse guiden Hvornår kan du søge? på Skat.dk/flytter-fra-Danmark.
Her finder du svar på mange spørgsmål om skat, der kan opstå i forbindelse med flytning fra Danmark eller ved længerevarende ophold i udlandet.
Skattepligt under ophold i udlandet afhænger af:
- Om der bevares en bolig i Danmark
- Hvilket land, der tages ophold i
- Hvilken type indkomst, der modtages efter udrejse
- Hvor længe opholdet varer.
Vigtig dokumentation til ansøgningen
Hvis du søger om skattefritagelse efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller ligningslovens §33A, skal du indsende dokumentation for forskudsskattebetaling til arbejdslandet sammen med ansøgningen.
Hvis du søger om trækfritagelse efter reglerne for dobbeltdomicil, skal du indsende en bopæls- og skatteattest fra den udenlandske skattemyndighed.