Forskerskatteordningen ændres med virkning fra 1. januar 2026. Det betyder, at vederlagskravet for registrering på ordningen bliver nedsat fra 78.000 kr. (som gennemsnit pr. måned i 2025) til 65.400 kr. i 2026.
Vederlaget skal fortsat være garanteret i medarbejderens ansættelseskontrakt. De øvrige betingelser vil ikke blive ændret.
Det nye vederlagskrav gælder kun for ansættelser fra den 1. januar 2026 og frem. Er medarbejderen ansat i 2025, vil kravet være det gældende for 2025.
Sådan gør du
Skattestyrelsen forventer en øget sagstilgang som følge af ændringen og vil derfor opfordre til at benytte blanket 01.012, da det er med til at sikre en fortsat hurtig og effektiv sagsgang. Herudover er det en god idé at:
- sørge for, at alle detaljer er på plads før ansøgning om registrering.
- F.eks. cpr, opholds- og arbejdstilladelse mv.
- sikre korrekt og rettidig indberetning af lønnen til e-Indkomst.
- Indkomst, som medarbejderen har tjent i udlandet, skal også indberettes.
- søge vejledning forud for ansøgning om registrering.
Du kan få hjælp og vejledning på skat.dk/forskerordningen.
Skattestyrelsen fortsætter den løbende kontrol af opfyldelsen af betingelserne for registrering på ordningen.